Solbjerg Skov: Gå på opdagelse i den spiselige skov

Profilbillede
dato

Har du besøgt Solbjerg Skov, som for et par år siden er blevet beplantet med træer, der bærer frugt og nødder? 

Den gode idé til den spiselige del af Solbjerg Skov blev ført ud i livet i 2019, da Ravnholt, Bryggervangen og Tiset Borgerforening tog initiativet til at plante spiseligt i den nordlige del af skoven.

Det er Naturstyrelsen, der ejer området, og derfor er de spiselige planter besluttet i tæt samarbejde med styrelsen, f.eks. mht. plantevalg.

Du kan finde ægte kastanjer, hassel, valnødder og forskellige sorter af æbler, pærer og blommer langs stierne mellem Battrupvej og Tisetvej. 

Må man plukke og spise fra træerne? Ja, det må man gerne, Solbjerg Skov er offentlig, så alle er velkomne til at gå en tur, nyde naturen og plukke frugter og nødder, når træer og buske begynder at sætte frugt.

Projektet er finansieret i fællesskab af borgerforeningen, Naturstyrelsen og Aarhus Kommunes projekt “Smag på Aarhus”.

Du kan finde inspiration til andre steder med spiselig, grøn natur i Aarhus her.

Kilde: Smag på Aarhus: "En spiselig skov"