Nye boliger til hjemløse unge i Aarhus Kommune

Profilbillede
dato

Et nyt socialt investeringsprogram åbner nye boliger til hjemløse unge aarhusianere den 1. september.

Det sociale investeringsprogram skydes i gang med åbningen af nye boliger til unge i hjemløshed. Udover et tag over hovedet, får de unge også intensiv og individuel støtte med det formål at de lander godt i egen bolig og ikke kommer tilbage til hjemløshed.

De nye boligtilbud er overgangsboliger, hvor der arbejdes helhedsorienteret med de unge for at styrke dem i overgangen til et liv i egen permanent bolig. Et specialiseret team vil tage sig af alle de udfordringer, de unge måtte have at kæmpe med.

Deres udfordringer kan handle om misbrug, psykisk sårbarhed, gæld eller svage netværk - og netop på grund af disse udfordringer, får de unge tilknyttet en kontaktperson, der står klar allerede inden indflytning og følger dem, så længe de har behov.

Disse overgangsboliger er en del af et overordnet større investeringsprojekt som er et samarbejde mellem Den Sociale Investeringsfond, Hjem til Alle, Aarhus Kommune, Bikubenfonden og Rådet for Sociale Investeringer. Det er intentionen og forhåbningen at ca. 45 unge vil få gavn af indsatsen over de næste tre år.

Kilde: Aarhus Kommune