Frivillige skaber stærke fællesskaber og gør en forskel i Aarhus Kommunes Sundhed og Omsorg

dato

Omkring 1.900 frivillige gør en forskel i Aarhus Kommunes Sundhed og Omsorg – og mange har meldt sig til inden for de seneste fem år.

Hver onsdag dufter der af mad fra mange lande i Folkehuset Gellerup, hvor Maryan Hayir samler omkring 20 kvinder til international madskole. Her betyder baggrunden mindre, og kvinderne laver mad, snakker, griner og danner nye relationer. Madskolen er blot et af flere eksempler på frivillighed, der dagligt trives i samarbejde med Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

Frivillige bidrager som cykelpiloter, spisevenner, bankoarrangører, instruktører i stolegymnastik og fællessang, cafémedarbejdere og besøgsvenner med hund. Flere har desuden fået lyst til at være med, og det frivillige engagement vokser fortsat.

En kommende rapport om frivillighed i Sundhed og Omsorg viser, at der nu er omkring 1.900 frivillige tilknyttet området. Blandt disse har 65 procent meldt sig til inden for de seneste fem år, og de lægger i gennemsnit 4,7 timer om ugen i deres frivillige arbejde – hvilket er 1,3 timer mere end landsgennemsnittet for frivillige på social- og sundhedsområdet.

Frivilligheden har stor betydning for arbejdet i kommunen. Den indgår som en væsentlig del af ambitionen om et tættere samarbejde mellem kommunen og civilsamfundet. Gennem stærke partnerskaber skabes der løsninger nær borgernes hverdag, som ikke kan opstå af kommunen alene. Frivillige bringer nemlig engagement, idéer og relationer med sig og styrker de lokale fællesskaber, hvor de indgår.

Fredag den 25. september markeres Frivillig Fredag over hele landet, og i Sundhed og Omsorg har der hele ugen været fokus på at hylde de frivillige med film, brunch og festlige arrangementer for at sige tak for indsatsen.

Hvis du er nysgerrig på mulighederne for at blive frivillig i Sundhed og Omsorg, kan du skrive til civilsamfund@mso.aarhus.dk og høre mere om de forskellige aktiviteter – eksempelvis som cykelpilot, spiseven, højtlæser, musiker, caféfrivillig eller arrangør af banko og fællessang.

https://aarhus.dk/nyt/sundhed-og-omsorg/2026/1900-frivillige-goer-en-forskel-i-sundhed-og-omsorg

Kilde: Aarhus Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler