Bekymrede borgere har i flere år kæmpet for at få en sikker cykelforbindelse mellem Solbjerg og Tranbjerg, og nu er det lykkedes.
Arbejdet med at planlægge anlægsarbejdet går snart igang.
Det forventes, at det egentlige arbejde med at få anlagt cykelstien begynder i april 2022. Cykelstien vil formentlig stå klar til det cyklende folk i september næste år.
”Jeg er glad for, at vi nu kan komme i gang med at lave den nye cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg. Gode cykelstier er en forudsætning for, at børn kan færdes sikkert og trygt på egen hånd, når de skal i skole eller til sport. Det gælder også
oplandsbyerne, hvor afstandene kan være større, og hvor det kan være nødvendigt at krydse en landevej for at komme frem. Jeg vil gerne takke borgerne for deres store engagement og for at bidrage til at finde den bedste løsning lokalt.”
Det siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø til Solbjerg Nu.
Det bliver en cykelsti i begge retninger, der kan derfor cykles i begge retninger på bestemte dele af vejen.
Hele ruten bliver 3,8 km lang, og kobler Solbjerg til cykelsti-nettet i Aarhus. Det betyder, at man kan cykle fra Solbjerg helt ind til DOKK1 i Aarhus.
Det er en dedikeret indsats fra beboere i Solbjerg og Tranbjerg, der ligger bag. Beboerne stiftede i 2019 gruppen “Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg”, der støt har arbejdet for at den nye cykelsti var nødvendig. De anstrengelser har nu båret frugt til glæde for cyklisterne, der snart kan cykle sikkert fra Solbjerg.