Prøveboringer og ny intelligent trafikstyring skal lette trafikken under Marselistunnelens anlægsarbejde

dato

Marselistunnelen forberedes: Prøveboringer og intelligent trafikstyring skal sikre fremkommelighed på Marselis Boulevard under det store anlægsprojekt.

Vejdirektoratets forundersøgelser til den kommende tunnel under Marselis Boulevard er i fuld gang. Resten af året vil der blive udført prøveboringer for at opnå større viden om undergrunden. Inden længe skal forskellige ledningsejere i gang med at flytte ledninger for at gøre plads til den cirka 2 km lange tunnel, der skal føre den tunge trafik under jorden mellem Skanderborgvej og Strandvejen.

Med forventet afleveringsdato i 2035 vil trafikanterne kunne se frem til en årrække, hvor trafikken på Marselis Boulevard ikke vil være, som den plejer. Derfor begynder Teknik og Miljø nu at opdatere styresystemerne i de seks største kryds på strækningen: Skanderborgvej, Jyllands Allé, Stadion Allé, Birketinget, Dalgas Avenue og Strandvejen. De nye intelligente styresystemer skal bidrage til, at trafikken glider bedre igennem byggeperioden. Systemerne er allerede i brug i flere kryds i Aarhus, hvor de har medvirket til øget fremkommelighed.

Vejdirektoratet arbejder sideløbende med at forbedre trafikafviklingen under den omtrent syvårige anlægsperiode, blandt andet gennem opsætning af kameraer på strækningen. Med kameraovervågning kan trafikcenteret følge trafikken døgnet rundt og hurtigt reagere på eventuelle problemer, så flowet opretholdes bedst muligt. Kameraerne forventes opsat i løbet af efteråret.

Marselistunnelen er et statsligt projekt, som blandt andet skal betjene Aarhus Havn og skabe en mere direkte forbindelse til Aarhus Syd Motorvejen. Tunnelen vil føre en stor del af den tunge transport væk fra overfladen og give Marselis Boulevard væsentligt mindre trafik. Før anlægsfasen på syv år vil perioder med forundersøgelser og ledningsarbejde også kunne påvirke trafikken. Vejdirektoratet og Aarhus Kommune samarbejder om at sikre bedst mulig fremkommelighed i hele forløbet.

Læs mere om Marselistunnelen på https://www.vejdirektoratet.dk/vejprojekter/marselistunnelen og https://aarhus.dk/marselis

https://aarhus.dk/nyt/teknik-og-miljoe/2026/august-2026/nye-styresystemer-skal-mindske-ekstra-koe-og-rejsetid-under-tunnelbyggeri

Kilde: Aarhus Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler