Solbjerg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00
Den 22-årige blev onsdag eftermiddag taget på fersk gerning af en patrulje, mens han stod og håndterede flere pakker tramadol på en adresse i Aarhus V.
Ud over flere tusinde tramadolpiller fandt betjentene også en del kontanter på adressen. Både piller og kontanter blev beslaglagt, og den 22-årige blev anholdt.
Den 22-årige har flere verserende sager vedr. tramadol-besiddelse.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker p.t. ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.
**
Sigtet for at blotte sig for børn
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 12.50 en anmeldelse om, at en mand havde blottet sig for tre teenagepiger, mens de gik på et stisystem ved Skjoldhøjvej i Tilst.
Ifølge pigerne var manden dukket frem for et buskads og havde trukket sine bukser ned, mens han onanerede foran dem.
En patrulje var hurtigt på stedet, hvor de fik et godt signalement af gerningsmanden. Under patruljeringen i området fik et par betjente fat i en 33-årig mand, der svarede nøje til signalementet.
Han blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Af hensyn til børnene ønsker Østjyllands Politi p.t. ikke at oplyse alder på de forurettede.
**
Færdsel
Onsdag kl. 10.58 skete der et færdselsuheld i krydset Torshøjvej/Hovedvejen i Hasselager, hvor to biler stødte sammen. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade. En 60-årig mand blev sigtet efter færdselsloven.
Onsdag kl. 15.57 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Randers SØ, da en 28-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 57-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Onsdag kl. 16.05 blev en 47-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da hun blev standset af en patrulje på Tronkærgårdsvej i Skødstrup.
Onsdag kl. 16.29 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Møllevangs Allé i Aarhus V. En 42-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 48-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Natten til torsdag kl. 1.25 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Grenaa.
Natten til torsdag kl. 2.45 blev en 37-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da en patrulje standsede hende ved en tankstation på Landevejen i Ødum ved Hadsten. Kvinden virkede kraftigt påvirket af stoffer, og da betjentene ransagede hendes bil, fandt de også en mindre mængde amfetamin og ketamin, der gav yderligere sigtelser.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Carl Svenstrups Vej i Grenaa begået mellem mandag d. 20/3 kl. 23.00 og tirsdag d. 21/3 kl. 6.00
• På Sjællandsgade i Aarhus C begået mellem fredag d. 17/3 kl. 20.00 og søndag d. 19/3 kl. 12.00
• På Tingstedet i Brabrand begået onsdag d. 22/3 mellem kl. 7.45 og kl. 16.38
• På Bakkehegnet i Grenaa begået onsdag d. 22/3 kl. 16.30
• På Solbjerg Hovedgade i Solbjerg begået mellem lørdag d. 25/2 kl. 20.00 og onsdag d. 22/3 kl. 21.00