DokkX fejrer 10 år med ny udstilling om teknologi, der skaber tryghed og selvstændighed i hverdagen

dato

DokkX fejrer 10-års jubilæum med udstillingen “Taknemmelig Teknologi”, der sætter fokus på velfærdsteknologier, som gør hverdagen mere selvstændig og tryg for aarhusianerne.

I ti år har DokkX fungeret som et samlingspunkt for velfærdsteknologi i Aarhus. Her har borgere, fagpersoner og virksomheder mødt hinanden om løsninger, der gør livet lettere og mere selvstændigt. DokkX markerer nu sin 10-års fødselsdag med jubilæumsudstillingen “Taknemmelig Teknologi”.

Jubilæumsudstillingen hylder de mange teknologier og hjælpemidler, der understøtter livskvaliteten på tværs af alder, funktionsevne og livssituation. Besøgende kan opleve et hjem fyldt med konkrete løsninger, prøve teknologierne selv og se, hvordan de medvirker til tryghed, trivsel og selvstændighed i hverdagen.

Siden åbningen i 2016 har DokkX udviklet sig til et centralt innovations- og udstillingsrum for velfærdsteknologi. Besøgende kan gratis få inspiration og vejledning, mens samarbejdet mellem kommune, virksomheder og vidensinstitutioner er med til at udvikle fremtidens løsninger.

De seneste ti år har DokkX løbende skiftet tema og fulgt udviklingen indenfor velfærdsteknologi – fra de første digitale hjælpemidler til nutidens mere brugervenlige og integrerede løsninger. DokkX fungerer både som udstilling og et levende test- og udviklingsmiljø, hvor borgere kan få rådgivning og virksomheder, studerende og forskere kan samarbejde om nye produkter.

Jubilæumsudstillingen “Taknemmelig Teknologi” åbner torsdag den 26. marts 2026 kl. 14.00–16.00 i DokkX. Her kan gæster prøve teknologierne, møde fagpersoner og få indblik i, hvordan velfærdsteknologi allerede i dag bidrager til et mere aktivt, sikkert og selvstændigt hverdagsliv.

Fakta om DokkX:

  • Interaktiv udstilling med velfærdsteknologi og hjælpemidler
  • Gratis og åben for alle
  • Tilbyder rådgivning og vejledning om teknologiske løsninger
  • Samarbejdsplatform for kommune, erhvervsliv og vidensinstitutioner
  • Finansieret af Aarhus Kommune og drevet af Teknologi i Praksis
Åbningstider:
  • Tirsdag: 10–15
  • Onsdag: 10–15
  • Torsdag: 13–17
  • Fredag: 10–15

DokkX inviterer alle interesserede til at udforske både de nyeste og mest virkningsfulde teknologiske løsninger i anledningen af jubilæet.

https://aarhus.dk/nyt/sundhed-og-omsorg/2026/dokkx-fylder-10-aar-jubilaeumsudstilling-saetter-spot-paa-teknologi-der-skaber-livskvalitet

Kilde: Aarhus Kommune
Flere artikler